Det er en nærmest pinlig oplevelse at se en ellers anerkendt ekspert på sit område forfalde til en opførsel, der virker både barnagtig, forvirret og smålig. Netop fordi man normalt forventer saglighed, proportioner og et vist overblik fra mennesker med erfaring, bliver kontrasten så tydelig, når temperamentet tager over.
Det er, hvad vi har oplevet på nettet de senere dage. En person har begået en fejl og derefter udskældt et system for at være fejlbehæftet. Senere har det vist sig, at problemet ikke lå i systemet, men i den pågældendes egen forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Den slags kan naturligvis ske. Alle kan misforstå en funktion, overse en detalje eller drage en forhastet konklusion.
Det afgørende er ikke fejlen i sig selv. Det afgørende er, hvad man gør, når fejlen bliver påpeget.
Når skråsikkerheden kommer før forståelsen
På nettet går ting hurtigt. En irritation bliver formuleret, en konklusion bliver offentliggjort, og før man har undersøgt sagen til bunds, er kritikken allerede sendt af sted. Det kan være fristende at reagere øjeblikkeligt, især hvis man føler sig overbevist om, at man har fundet en fejl eller er blevet dårligt behandlet.
Men skråsikkerhed er ikke det samme som indsigt. Tværtimod kan den meget bastante tone blive et problem, hvis den dækker over, at man ikke har forstået de grundlæggende sammenhænge. Når man offentligt angriber et system, andre mennesker eller deres arbejde, bør man som minimum have gjort sig den ulejlighed at undersøge, om ens egen læsning nu også holder.
Det er ikke et krav om fejlfrihed. Det er et krav om almindelig redelighed. Man må gerne stille spørgsmål. Man må gerne være kritisk. Man må også gerne være frustreret. Men der er forskel på at pege på et muligt problem og på at erklære noget for håbløst, blot fordi man selv ikke har fået det til at fungere.
Den forskel bliver særligt synlig, når forklaringen faktisk findes, og når den viser, at kritikken byggede på en misforståelse. I den situation kunne man vælge at sige: Det havde jeg ikke set. Jeg tog fejl. Tak for forklaringen. Det ville ikke gøre nogen mindre troværdig. Snarere tværtimod.
En fejl bliver først rigtig trist, når den ikke kan indrømmes
Endnu mere trist er det, når forsmåethed og indebrændt misundelse ser ud til at føre til personangreb. Et menneske, der normalt bryster sig af overskud, kan pludselig ende med at svine andre til, fordi det er lettere end at forholde sig til sin egen fejlbedømmelse.
Det er ikke kønt at se på. Ikke alene fordi sproget bliver grimt, men fordi det afslører en mærkelig mangel på proportioner. En faglig uenighed eller en teknisk misforståelse behøver ikke udvikle sig til et personligt opgør. Når det alligevel sker, skyldes det ofte, at sagen ikke længere handler om systemet, fejlen eller fakta. Den handler i stedet om at redde ansigt.
Og netop dér bliver det vanskeligt at føre en almindelig debat. Hvis enhver forklaring bliver opfattet som et angreb, og enhver rettelse mødes med nye beskyldninger, er der ikke meget plads tilbage til hverken nysgerrighed eller dialog. Så bliver diskussionen en forestilling, hvor den ene part helst vil vinde, mens det oprindelige emne langsomt forsvinder i støjen.
Det er ellers en mærkelig strategi. Man kan ikke gøre en misforståelse rigtig ved at gentage den højere. Man kan ikke gøre kritik mere holdbar ved at gøre den mere personlig. Og man bliver ikke mere overbevisende af at nægte at erkende det åbenlyse.
Der er forskel på kritik og kvababbelser
Personlige kvababbelser kan hurtigt komme til at ligne principfast kritik, hvis de bliver pakket ind i store ord. Men der er en enkel prøve: Er man interesseret i at få afklaret sagen, eller er man først og fremmest interesseret i at placere skyld?
Den, der oprigtigt ønsker en løsning, lytter til forklaringer og justerer sin opfattelse, når nye oplysninger kommer frem. Den, der derimod er låst fast i sin irritation, vil ofte lede efter nye grunde til at være fornærmet. Det ene fører fremad. Det andet ender som regel i gentagelser, stikpiller og stadig mere anstrengte udmeldinger.
Det betyder ikke, at man skal acceptere dårlig opførsel eller lade enhver påstand stå uimodsagt. Fejl skal naturligvis rettes, og urimelige angreb må gerne besvares. Men svaret behøver ikke efterligne den tone, man kritiserer. Ofte er det mest præcise modsvar at holde sig til det konkrete: Hvad blev påstået? Hvordan fungerer det faktisk? Hvor opstod misforståelsen?
Når det er lagt frem, kan resten tale for sig selv.
Hvilket modtræk skulle der være?
En debattør skrev, at han var spændt på at se et modtræk. Men hvilket modtræk skal man egentlig tage over for et menneske, der er i gang med at selvdestruere offentligt? Hvis kritikken allerede hviler på en misforståelse, og hvis den efterfølgende udvikler sig til personlige udfald frem for en ærlig erkendelse, så leverer vedkommende i høj grad sit eget modsvar.
Det kan være fristende at svare igen med samme mønt. At udstille hvert selvmodsigende udsagn, hver overdrivelse og hver ny fornærmelse. Men det giver sjældent noget bedre resultat. Det risikerer blot at gøre en i forvejen trist affære mere langstrakt og mere støjende.
Derfor er den mest fornuftige reaktion ofte den mindst dramatiske: Gå til side, hold fast i fakta og lad tumpen gøre det af med sig selv 😉
