Jeg har det rigtigt dårligt. Jeg har ondt i hele kroppen. Kan dårligt overtale mig selv til at komme ud af sengen og i gang med dagen. Det er dog nødvendigt, at jeg står op. Jeg er nødt til at gå på arbejde. Jeg skal tjene pengene. Det er jo dem, vi lever af.
Han sover
Min mand ligger ved siden af mig. Han snorker. Jeg kigger på ham. Hader ham. Har mest af alt lyst til at gå ud i køkkenet og finde en af de store køkkenknive frem og stikke den i ham. Han er modbydelig imod mig. Han har slået mig. Igen. Og nu ligger han der og sover som et uskyldigt barn. Jeg overtaler min forslåede krop til at stå ud af sengen. Jeg går i bad. Vasker mig grundigt. Finder rent tøj frem. Jeg finder ekstra trusser og bh’er frem. Lægger dem i tasken. Klokken er kun 5:30 om morgenen. Jeg finder et par ekstra bukser og 2 bluser. Lægger også dem i tasken. Går ud i køkkenet og sætter kaffemaskinen i gang. Klokken nærmer sig 6. Min mand står op lige om lidt.
Det stille farvel
Jeg går ud i haven og finder en nedfalden pære fra træet, der står op imod muren. Jeg nikker. Hilser min have farvel. Jeg kommer ikke tilbage. Jeg lægger pæren på køkkenbordet. Stiller en kop frem. Lader kaffemaskinen stå. Går lige så stille ud i entreen og finder mine bilnøgler frem. Lukker mig ud. Smækker døren. Ikke med et højt brag. Lukker bare lige så stille efter mig.
Tager på krisecenter
Og så løber jeg hen til bilen. Har tasken i min hånd. Smider den ind på bagsædet. Bakker ud af carporten og kører hen til det krisecenter for kvinder, jeg har fundet. Det er et krisecenter på Sjælland. Jeg siger ikke præcist, hvor. Det vil jeg ikke. Jeg vil bare væk herfra – nu. Væk fra volden. Væk fra usikkerheden. Væk fra en hverdag, som er terroriserende og ydmygende for mig.
Jeg kører hurtigt. Risikerer at få en fartbøde. Jeg er ligeglad. Jeg skal bare nå frem til krisecenteret. Jeg har talt med dem. De er klar til at tage imod mig. De har lovet, at de vil hjælpe mig videre.
Er bange
Mine tårer løber ned ad kinderne, imens jeg kører. Jeg er bange. Jeg er også lettet. Det er en meget ambivalent følelse. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal håndtere den. Kan slet ikke samle tankerne om andet end at køre bilen.
Glemmer at dreje til højre der, hvor jeg burde have gjort det. Bliver rædselsslagen over det. Vender om. Får drejet til den rigtige side og kan se krisecenteret nede for enden af alleen. Det er et smukt sted. Jeg kører ind på parkeringspladsen. Løber over til hoveddøren og ringer på. Jeg bliver modtaget af en sød pige. Hun følger mig ind i en stue. Vi sætter os, og hun begynder at tale til mig. I første omgang fatter jeg ikke, at jeg faktisk har klaret det værste: At komme væk fra et menneske, der mishandler mig. Hun trøster mig. Min gråd er voldsom. Jeg er et sikkert sted nu.
