Et livligt fællesskab af ordkløvere
Det er godt nok et folkefærd for sig selv, de mennesker, der vælger at tage på et højskolekursus. Efter nogle år i jobbet som teknisk servicemedarbejder – kald mig bare pedel – kan jeg roligt konstatere, at eleverne på en højskole i hvert fald har én ting til fælles: De elsker at diskutere. Og mange af de diskussioner, jeg dagligt er vidne til, forekommer mig nærmest at være diskussion for diskussionens egen skyld. Det kan handle om alt fra en artikel i morgenavisen til et helt banalt spørgsmål om, hvem der skal hente mælk til aftensmaden – alt kan blive til en principiel drøftelse, hvis viljen er der.
Diskussionens dannende kraft
Det er måske forståeligt nok, for det er i høj grad gennem diskussioner, vi udvikler os som mennesker. Når man tvinges til at formulere sine synspunkter højt og tydeligt over for andre, bliver man også nødt til at forholde sig til, om ens egne holdninger nu holder vand. Efter min opfattelse er det netop den slags diskussioner, der giver os den nødvendige respekt for andre menneskers holdninger, så vi opnår en mere tolerant tilgang til vores medmennesker – en tolerance, som i sidste ende også kommer os selv til gode. Jeg har set flanke unge mennesker ankomme til skolen med skråsikre meninger, som de i løbet af nogle uger har nuanceret betydeligt, fordi de er blevet mødt af modargumenter, de ikke havde regnet med.
Journalistikken som omdrejningspunkt
Vores højskole har journalistik som et gennemgående hovedtema i undervisningen, og det tiltrækker helt naturligt unge mennesker med en brændende interesse for samfundsforhold. Det betyder også, at de bevæger sig ud i diskussioner, hvor det kan være svært for andre end deltagerne selv at følge med i de mange lag af argumenter og modargumenter. Jeg skal da lige love for, at der bliver kastet om sig med begreber og referencer, som en pedel som mig ikke altid har forudsætningerne for at forstå til bunds – men engagementet kan man ikke tage fejl af.
Diskussioner uden for undervisningen
Som pedel kommer jeg meget rundt på skolen. Jeg går fra klasselokale til fællesrum, fra køkken til gangarealer, og derfor overhører jeg dagligt nogle af de ivrige diskussioner, som eleverne kaster sig ud i. Det interessante er, at lærerne også flittigt deltager i disse samtaler, selv om det foregår helt uden for de skemalagte undervisningstimer. Det sker over frokosten, i aftentimerne i fællesrummet eller på gangen mellem to lektioner. Den slags spontane meningsudvekslinger siger noget vigtigt om stemningen på skolen: Her er nysgerrigheden ikke bundet til et klokkeslæt, og læringen stopper ikke, bare fordi undervisningen er slut for dagen.
Jeg fryder mig over, hvor engagerede eleverne er, og jeg kan tydeligt mærke, at de virkelig får noget værdifuldt ud af deres ophold her. Det er ikke kun faglig viden, de tager med sig hjem, men også en styrket evne til at lytte, argumentere og – ikke mindst – tåle at tage fejl offentligt uden at gå i selvforsvar. Det er egenskaber, som rækker langt ud over selve højskoleopholdet, og som jeg forestiller mig, de vil få glæde af resten af livet, uanset hvilken vej de senere vælger at gå.
Det gode argument vinder
Jeg ved ikke, hvordan det er på andre højskoler, men her hos os er det altid de bedste argumenter, der løber af med sejren. Det er ikke den højeste stemme eller den mest stædige holdning, der afgør, hvem der “vinder” en diskussion – det er substansen i det, der bliver sagt. Den kultur smitter tydeligt af på hverdagen: Selv de mest ophedede diskussioner ender som regel med håndtryk, grin eller en fælles kop kaffe, fordi alle parter i bund og grund er der for at blive klogere sammen.
Som pedel har jeg ingen formel rolle i undervisningen, men jeg tror, jeg har et privilegeret udsigtspunkt til at følge, hvordan et godt læringsmiljø ser ud i praksis. Og hvis man spørger mig, er en flok engagerede, diskussionsglade unge mennesker, der ikke er bange for at udfordre hinandens holdninger, et af de tydeligste tegn på, at en højskole gør noget rigtigt.
